top of page

Vi skruer tiden 100 år tilbage på Jernbanepladsen!


Fredag d. 30. september venter en ganske særlig oplevelse, når Jernbanepladsen og forskellige aktører rundt om pladsen sammen fejrer, at det er 600 års siden, at Maribo blev købstad. Det sker, når vi skruer tiden ca. 100 år tilbage og omdanner Jernbanepladsen til et fint lille tidsbillede af Maribo fra 1916.

Kl. 15.30 kan man opleve et sjældent syn foran stationen: Kong Christian X og borgmesteren med fruer stiger om bord på Museumsbanens tog, for sammen med folk, der allerede nu har sikret sig billet, at køre en tur til Bandholm og retur. D’herrer personificeres af formand for Fritids- og kulturudvalget Heino Knudsen og borgmester Holger Schou Rasmussen, der sammen med deres fruer i dagens anledning vil være iklædt flotte kostumer fra 1920’erne. Måske møder man rundt om på Jernbanepladsen andre ikoniske figurer fra tiden.

I løbet af eftermiddagen emmer Jernbanepladsen af liv. Folketidende slår dørene op for Den Gamle Redaktion, der har redaktionsrum, udstillingsrum, og et computerrum, hvor der kan bladres i digitaliserede udgaver af Lollands Posten. Man kan også træffe kendte typografer fra Maribo, der vil være til stede på redaktionen iklædt arbejdstøj. I dagens anledning vil ivrige avisbude faldbyde dagens særudgave af Folketidende rundt om på Jernbanepladsen og i resten af Maribos bymidte. Der vil allerede fra kl. 15 være indgang til Den Gamle Redaktion ad den gamle postmesterindgang.

Museum Lolland-Falster åbner dørene for publikum til en præsentation af manden bag museet, Lauritz Schrøder. I museets udstilling om Schrøder vil kultur- og naturvejleder Anne Elmer fortælle om købmanden, der blev samler og derved skabte Lolland-Falsters Stiftsmuseum. Museumsbygningen på Banegårdspladsen indgår i pladsens fortælling om det moderne gennembrud omkring år 1900, hvor også elværket, det store posthus og jernbanestationen kom til. I dagens anledning er der gratis adgang på museet fra kl. 15.30 – 18.00.

I Odd Fellow Logen i Suhrs Gade 13 C er der åbent hus med rundvisning og besøg i festsalen kl. 15.30-18. I rådhusets flotte forhal er der mulighed for gratis at høre to korte klassiske koncerter med Ensemble Storstrøm kl. 16.00 og 16.30, mens man ser på Maribo Kunstforenings udstilling af Eva Kobberrøds malerier. Der er adgang til rådhuset gennem indgangen, der vender ud mod Jernbanepladsen.


Aktuelt
Nyeste
Følg os...
No tags yet.
Søg med Tags
Arkiv
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
bottom of page